Viden

Fra brug til nysgerrighed – måling af digitale kompetencer

Sådan måler vi digital kompetencer

Analysen af indsigterne bygger på tre centrale kompetencebegreber, der tilsammen giver et nuanceret billede af, hvordan danskerne bruger, forstår og udforsker digitale teknologier.

Brugskompetencer

Betegner den enkeltes egen vurdering af sine evner til at gøre brug af teknologier og elektroniske enheder i hverdagen. Det omhandler blandt andet evnen til at løse almindelige computerproblemer.

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: 
Besvares på en 5-punktsskala fra meget enig til meget uenig

  • Jeg kan selv finde løsninger på de fleste computerproblemer, jeg oplever i min hverdag
  • Jeg kender og kan nemt bruge digitale selvbetjeningsløsninger fx netbank, borger.dk eller online billetkøb
  • Jeg har let ved at tilpasse indstillinger på digitale enheder, online tjenester og applikationer som fx privatlivsindstillinger og skifte WIFI kodeord
  • Jeg kan finde ud af at kommunikere med andre på internettet fx via e-mail eller Messenger
  • Jeg ved, hvad jeg kan gøre for at beskytte mig mod digital kriminalitet, fx hacking af mine profiler og konti eller snyd på webshops

Analysekompetencer

Dækker over den enkeltes egen vurdering af sine evner til at reflektere over og forholde sig til teknologiers indvirkning på én selv, på hverdagen og på samfundslivet i et bredere lys.

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: 
Besvares på en 5-punktsskala fra meget enig til meget uenig

  • Jeg har en god forståelse for, hvordan digitale teknologier på godt og ondt kan påvirke forskellige former for fællesskaber og demokrati
  • Jeg har en god forståelse for, hvordan digitale teknologier påvirker mit og andres mentale helbred
  • Jeg har en god forståelse for, hvordan digitale teknologier kan indvirke på vores sociale relationer
  • Jeg tænker over, hvilke personlige oplysninger jeg deler på internettet, og til hvem jeg deler dem

Opdagelseskompetencer

Er udtryk for den enkeltes vurdering af sin interesse for nye teknologier og nysgerrighed på, hvordan de fungerer. Det centrale i denne kompetence er, at den enkelte holder sig opdateret om nye tendenser.

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: 
Besvares på en 5-punktsskala fra meget enig til meget uenig

  • Jeg holder mig opdateret om tendenser og udvikling inden for digital teknologi som fx ny software og digitale værktøjer
  • Jeg afprøver ofte ny digital teknologi, når det udkommer
  • Jeg er nysgerrig på, hvordan digitale teknologier fungerer, og undersøger ofte deres muligheder og begrænsninger

Deltagere på Digital Optur vs. befolkningsanalysen  

Brugs- og analysekompetencer er højst blandt deltagerne

De fleste deltagere i Digital Optur vurderer deres brugs- og analysekompetencer højt, selvom niveauet er en smule lavere end befolkningen generelt. Derimod er de mere nysgerrig på nye teknologier end resten af befolkningen.

Deltagere i Digital Optur vurderer generelt, at de klarer sig godt digitalt i hverdagen, og oplever at have en forståelse for, hvordan digitale teknologier påvirker både dem selv, deres relationer og samfundet. 79 pct. vurderer at de har høje digitale analysekompetencer, 67 pct. vurderer de har høje digitale brugskompetencer og 38 pct. vurderer de har høje digitale opdagelseskompetencer. 

Niveauet af digitale kompetencer blandt deltagerne i Digital Optur er dog en smule lavere end sammenlignet med den danske befolkning, hvor 88 pct. vurderer at de har høje analysekompetencer og 77 pct. at de har høje brugskompetencer. Til gengæld er der en større andel blandt Digital Optur deltagerne, som vurderer deres opdagelseskompetencer højere (38 pct.) end blandt danskerne (28 pct.), og viser at det er en gruppe af borgere som er mere nysgerrige og opsøgende på ny teknologi.

“Jeg fik virkelig en optur over Siri – for eksempel når hun navigerer på en langtur. I stedet for at man skal sidde og taste på telefonen eller holde ind til siden, kan man bare spørge hende undervejs uden at slippe rattet. ”Find lige en restaurant i nærheden – måske et pizzeria eller et eller andet.” Så kommer der nogle forslag, og hun læser dem op, så man bare kan vælge. Man kan endda sige nej, og så går hun bare videre til det næste. Det er fedt – virkelig fedt.”

Svend, Aalborg

Kompetencer og køn

Mænd vurderer deres digitalt kompetencer højere

De mandlige deltagere på Digital Optur vurderer deres digitale brugs- og opdagelseskompetencer højere (77 pct.) og (52 pct.) end de kvindelige deltagere gør (61 pct.) og (28 pct.). Samme tendens gør sig gældende i den brede befolkning. Tendensen ses dog ikke blandt deltagernes digitale analysekompetencer – her er forskellene stort set udlignet.

Motivation i arbejdsmarkedet

Arbejde: En vej til styrket digitale kompetencer

Deltagere i arbejde vurderer generelt deres digitale kompetencer højere end dem uden for arbejdsmarkedet (pensionister, studerende eller borgere, der af anden grund ikke er i arbejde). Blandt andet vurderer tre ud af fire deltagere i arbejde, at de har høje digitale brugskompetencer. 

”Jeg er også blevet superbruger på det nyeste journaliseringsprogram, fordi jeg havde et job med ansvar for personale i den afdeling, jeg var i”.

Christine, Aalborg

Kompetencer og alder

Ældre har sværere ved at følge med

De yngre deltagere i Digital Optur (18–39 år) vurderer generelt deres digitale kompetencer højere end deltagerne over 60 år. Pointen understreges i de kvalitative interviews, hvor flere af de ældre deltagere fortæller, at de ofte bliver udfordret på deres digitale kompetencer.

Den største forskel mellem de forskellige aldersgrupper findes blandt deltagernes opdagelseskompetencer, hvor 35 pct. af deltagerne over 60 år vurderer deres kompetencer højt, sammenlignet med 64 pct. af de yngre deltagere. Derudover vurderer 79 pct. af de yngre deltagere og 62 pct. af deltagerne over 60 år, deres brugskompetencer højt.    

Blandt undersøgelsens respondenter er knap 46 pct. uden for arbejdsmarkedet, og har dermed ikke samme muligheder for at tilegne sig digitale kompetencer gennem arbejdspladsernes øget digitalisering. Flere ældre interviewpersoner påpeger ligeledes, at de ofte får hjælp af deres yngre kollegaer med sparring og hjælp når teknologien driller – en hjælp som deltagere uden for arbejdsmarkedet ikke kan trække på. 

På trods af det viser undersøgelsen, at alderen kan have en betydning for brug, forståelse og interesse. En pensioneret kvinde fortæller fx at hendes digitale kompetencer halter og gjorde det allerede i sin tid på arbejdsmarkedet, hvor følte hun sig konstant bagud, da hendes job blev mere og mere digitaliseret. En kvinde på 60 fortæller ligeledes, at det er svært at følge med teknologiens høje tempo – både i hendes arbejds- og privatliv. 

Jeg er ikke digitalt skarp. Jeg kan mærke, at når der kommer en ny app, bliver jeg træt, fordi jeg skal sætte mig ind i noget nyt. Jeg kan også mærke det, f.eks. når man skal tjekke ind i lufthavnen — det der med at scanne skærmen. Jeg er simpelthen blevet langsommere. Jeg har brug for lidt mere tid, end en skærm giver mig. Så på den måde er jeg jo ikke skarp.

Mie, Næstved, jobsøgende