Anbefalinger

Et anbefalingskatalog for digital opkvalificering i Danmark

Fem konkrete anbefalinger til opkvalificering af danskernes digitale kompetencer. Anbefalingerne tager afsæt i erfaringer fra praksis og peger på, hvordan vi kan skabe bedre rammer for læring, overblik og digital inklusion.

Hvorfor er det vigtigt?

Digitale kompetencer er afgørende i dagens Danmark

Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande. Alligevel oplever mange borgere og medarbejdere, at det er svært at følge med den digitale udvikling i både arbejdsliv og hverdag. Over én million danskere føler sig begrænset digitalt, og opbakningen til det digitale velfærdssamfund er faldende.

Med Digital Opturs anbefalinger peger vi på fem konkrete veje til at styrke danskernes digitale kompetencer på en tryg, inkluderende og praksisnær måde. Ambitionen er klar: Alle skal have mulighed for en digital optur.

Baggrund

Sådan er anbefalingerne blevet til

Anbefalingerne er udviklet i samarbejde med en bred partnerkreds bestående af arbejdsmarkedets parter, uddannelsesaktører, organisationer og eksperter. De bygger på:

  • En fælles workshop med centrale aktører på området
  • Indsigter fra Digital Opturs Danmarksturné og e-læringsapp
  • En analyse af danskernes digitale kompetencer fra Algoritmer, Data og Demokrati-projektet

Anbefalinger

Fem anbefalinger til et mere digitalt inkluderende Danmark

Mange medarbejdere mangler i dag lyst og mod til at udforske ny teknologi, ofte på grund af lav digital selvtillid og usikkerhed om, hvad teknologien kan bruges til i deres arbejde. Samtidig kan ensidige fortællinger om effektivisering gøre det svært at se den personlige værdi.

Derfor bør arbejdspladser arbejde hen imod en kultur, hvor det er trygt at være nysgerrig og eksperimentere med teknologi. Når læring kobles til konkrete opgaver og foregår i et miljø, hvor fejl er tilladt, kan det øge både motivationen og evnen til at tage ny teknologi i brug.

Mange danskere mangler indsigt i deres reelle digitale kompetencer, fordi vurderinger i dag primært bygger på selvvurdering. Det gør det svært at finde relevante læringstilbud og kan skabe usikkerhed om, hvor man skal starte.

Et fælles digitalt kompetencebarometer kan give et mere retvisende billede af kompetenceniveauet og skabe et fælles sprog for digitale færdigheder. Det kan styrke motivationen for læring og gøre det lettere at målrette opkvalificering til den enkeltes behov.

Digital oplæring opleves ofte som for abstrakt og løsrevet fra medarbejdernes daglige opgaver, hvilket kan gøre det svært at omsætte læring til praksis. Manglende fokus på implementering kan derfor mindske både udbytte og motivation.

Der er behov for mere praksisnær læring, der tager udgangspunkt i konkrete arbejdsopgaver og understøttes lokalt. Når læring integreres i hverdagen og kobles til virkelige arbejdssituationer, bliver den mere relevant og lettere at anvende i praksis.

Udbuddet af digitale efteruddannelsestilbud er i dag omfattende, men også fragmenteret og svært at navigere i. For mange kræver det både overskud og forhåndsviden at finde det rette tilbud, hvilket kan være en barriere i sig selv.

En mere samlet og brugervenlig indgang kan gøre det lettere at få overblik og finde relevante tilbud. Det kan hjælpe flere med at tage næste skridt i deres kompetenceudvikling og sikre bedre match mellem behov og muligheder.

Selvom Danmark er langt fremme digitalt, oplever en del borgere fortsat udfordringer med at deltage i det digitale samfund. Manglende støtte og lav digital selvtillid kan gøre det svært at håndtere digitale løsninger i hverdagen.

Ved at styrke eksisterende lokale fællesskaber og samarbejder kan flere få adgang til tryg og praksisnær støtte. Det kan bidrage til, at flere borgere får mulighed for at deltage aktivt i samfundet og opbygge deres digitale kompetencer.

Vil du dykke ned i anbefalingerne?

Hent det fulde anbefalingskatalog og læs mere om de enkelte anbefalinger her